Partnerskole
Bliv en del af Teater Nordkrafts Partnerskoleprojekt – et unikt læringsrum for jeres klasse
Partnerskoleprojektet er et tæt, forpligtende samarbejde mellem Teater Nordkraft og udvalgte skoler i Aalborg Kommune. Som partnerskoleklasse får I mulighed for at indgå i et målrettet og længerevarende forløb, hvor kunst, krop og kreativitet bliver aktive medspillere i jeres daglige undervisning og fællesskab.
Gennem et skræddersyet forløb sammensat af teaterforestillinger, kreative workshops og involverende møder med vores teaterpædagog, arbejder vi sammen med jer om de specifikke udfordringer og potentialer, der findes i netop jeres klasse. Eleverne kommer til at opleve flere forestillinger i løbet af skoleåret, og omkring hver forestilling tilbyder vi workshops, som faciliteres af vores teaterpædagog Tine.
Workshopforløbene foregår i vores egne scenerum – på gulvet i prøvesalen eller teatersalen – hvor eleverne får mulighed for at arbejde kropsligt, æstetisk og undersøgende med tematikker fra forestillingerne og fra deres eget liv og hverdag. Her skaber vi et trygt, men udfordrende læringsrum, hvor der er plads til at eksperimentere, reflektere og vokse – både fagligt, personligt og socialt.
En del af INSPIRATORIET
Som partnerskoleklasse bliver I automatisk en del af Teater Nordkraft Inspiratoriet – vores ramme for aktiviteter, der folder forestillingerne ud og åbner scenekunsten op for børn og unge. Gennem Inspiratoriet ønsker vi at bringe teater og undervisning tættere på hinanden og understøtte elevernes dannelse og faglige udvikling.
Vores pædagogiske fundament – Forandringshjulet
Hele partnerskabsforløbet bygger på vores 12 grundprincipper, som tilsammen udgør det, vi kalder Forandringshjulet:
- Mod
- Inspiration
- At turde fejle
- Kropslig læring
- Viden om samfundet
- Faglighed
- Empati
- Kreativitet
- At se andres potentiale
- Humor
- Klassefællesskab
- Evnen til at stå frem
Disse principper guider vores arbejde og skaber en fælles retning for både læring og forandring – i klasserummet, på scenen og i elevernes selvforståelse.

Forandringshjulet er sammensat således at der kan skrues op og ned på hvilke af de12 grundprincipper som arbejdes med. Inden klassen går i gang med forløbet, laves der en forventningsafstemning med jer, hvor der drøftes hvilke ting som er særligt på spil i jeres klasse og hvad I særligt trænger til at der skal arbejdes med. Herefter vil vores Teaterpædagog og Partnerskolekonsulent tilrettelægge et forløb, som har størst mulig chance for at skabe den forandring, I trænger til i klassen.
Udover teaterforestillingerne vil klassen deltage i workshops. I workshopsene arbejder klassen med udgangspunkt i de forestillinger, I har set. Workshopsene bliver tilrettelagt efter, hvad I har allermest brug for at arbejde med i klassen – men der er tre ting, som vi altid træner:
Vi træner mod!
Vi arbejder med mod. Modet til at fejle, til at turde byde ind med det, man har til at være uperfekt og til at turde tænke stort. Vi søger at udfordre elevernes grænser og give en erfaring med, at det går godt, når man tør ting, man ikke turde før og sætter sig selv i spil. Vi træner evnen til at rumme vores egne og andres fejl med humor og overskud. Teater Nordkrafts slogan er “forvent det uventede”, og det tankesæt gennemsyrer også workshopsene. Vi arbejder nysgerrigt og byder overraskelser velkomne. ALT KAN SKE – og må meget gerne gøre det.
Vi træner selvværd og evnen til at stå frem!
Vi træner at tro på, at ens mening tæller. At man har noget at byde på, både som person og som klasse. Vi arbejder med at fremme en offensiv præstationskultur. At arbejde med teater er ikke en pause fra præstationer. Det er en mulighed for selv at være med til at bestemme, hvad der skal præsteres, og hvordan man lykkes med det. I scenekunst er der ikke noget facit, vi finder sammen ud af, hvordan noget bliver det, det skal være.
Vi træner analogt fællesskab!
På Teater Nordkraft er der ingen skærme i teatersalen – vores forestillinger er analogt menneskeligt samvær, som overrasker og inspirerer. Menneskelighed og menneskelige relationer er kernen af vores partnerskab. Tillid, omsorg, uforfængelighed, ærlighed, nærvær, gensidig respekt og gavnmildhed kendetegner det opløftende fællesskab, som vi alle sammen bliver en del af, når vi går på gulvet. Og det kan vi kun træne med øjenkontakt og fysisk nærvær. Når elever selv er på gulvet, arbejder de med teatrets virkemidler, egenproducerede tekster og visninger for hinanden ud fra tematikker og indhold i de oplevede forestillinger.
Der er ikke to partnerskoleforløb der er ens. Nogle klasser har brug for et løft af deres værkanalytiske evner, andre skal især arbejde med at turde præsentere ting foran hinanden – og nogle klasser trænger bare til gode oplevelser sammen i nye omgivelser, og at se hinanden på nye måder.

Vi har udarbejdet en flyer, der giver jer et hurtigt og overskueligt indblik i, hvad det vil sige at være en Partnerskoleklasse hos os. I flyeren finder I en introduktion til partnerskabets formål, hvad I som klasse kan forvente jer af forløbet, samt hvilke muligheder og aktiviteter der venter i løbet af året. Det er en god måde at få et første overblik og blive klogere på, hvordan samarbejdet mellem jeres klasse og os kommer til at se ud.

Kender du en skole, som går med tanker om at indgå i partnerskab med os – eller bare er nysgerrig på, hvad det indebærer?
Så kontakt vores teaterpædagog og partnerskolekonsulent Tine Pejstrup på tine@teaternordkraft.dk – eller ring på 98 111 666.
Partnerskoleprojektet er støttet af Aalborg Kommune, Den Obelske familiefond, Region Nordjylland og Nordeafonden.
