Beskrivelse
Anmeldelser
Skærsommernat – genopsætning
Teaterkoncert frit efter Shakespeares kendte komedie En skærsommernats-drøm. Nu kan du igen få en helt unik teateroplevelse, når vi genopsætter den populære teaterkoncert.
Den gamle klassiker smelter sammen med Ibiza, bikinier og nordisk midsommer i en vanvittig sommerfest, hvor kun fantasiens kraft sætter grænser for hvor mange gange, vi kan vende op og ned på virkeligheden.
I forestillingen inviteres hele publikum på scenen til at deltage i en vild og magisk aftens begivenheder. Med fem skuespillere, tre musikere og en operasanger foregår forestillingen alle steder omkring dig – Du er midt i festens hjerte!
Forestillingen handler om at generere ny energi. At genfinde lysten og ikke mindst kraften til at kunne forestille sig, at verden måske kunne se ud på en anden måde.
Når man står der – midt i klimakrisen, den mentale sundhedskrise, parforholdskrisen, krisen på arbejdet, børnenes krise, sin egen lille eksistentielle krise, er der ikke meget overskud til at tænke nye kreative tanker. I en tid hvor verden vakler, har vi brug for nye ideer. Vi har brug for at tænke anderledes og vildere. Og en gang i mellem – måske også bare have det sjovt.
I et maksimalistisk og eventyrligt lydunivers inspireret af renæssancen, barokken og operaen får party musik fra Europas natteliv, svenske midsommerviser og de danske sommersalmer et nyt liv.
Varighed: 2t 10 min ingen pause.
Aldersgrænse fra 14 år
Producent: Teater Nordkraft
OBS: Vi gør opmærksom på, at genopsætningen af forestillingen ikke inkluderer mad, men at drinks stadig er inkluderet.
