Pres

Pres

UNGE LAVER TEATER FOR UNGE OM ANGST OG PRÆSTATIONSPRES

MODIGE UNGE: I juni måned kan man på Teater Nordkraft opleve 20 unge ildsjæle, som modigt stiller sig op på teaterscenen og deler deres egne erfaringer med at være ung i en tidsalder fuld af angst og præstationspres. 

 

“Jeg føler ofte et stort pres angående uddannelser og fremtiden. Mange forventer at man tager økonomisk fornuftige beslutninger, så du kan sikre dig en stabil fremtid. Og jeg føler det forventes i en meget tidlig alder, at du tager relativt store beslutninger i form af ungdomsuddannelser, arbejde osv.”

 

Sådan skriver en af de medvirkende i teaterprojektet  ‘PRES,’  som vises på Teater Nordkraft 12. juni kl. 12:00 og 15:00. 

Projektet skabes sammen med unge fra Region Nordjylland – de står selv på scenen, og har selv skrevet teksterne som handler om deres egne erfaringer med pres og præstationsangst.

Vores unge oplever i stigende grad mentale udfordringer som stress, angst og depression   og i et hurtigt accelererende samfund mister vi desværre alt for mange unge i kampen for succes og et konstant krav om at være den bedste version af sig selv.

“Undskyldninger er almindelig tale, når mit såkaldte ’bedste’ aldrig er godt nok. Tankemylder er altomfattende, når andres glæde og behov er vigtigere end mine egne. Hjertebanken er dagligdag, når frygten for at fejle er større end glæden ved at vinde. Svedige håndflader er en fast følgesvend, når jeg konstant er bange for at miste dem, jeg elsker. Undskyldninger, tankemylder, hjertebanken, svedige håndflader, hedeture, hyperventilation, gråd og rysteture er sædvanlige, når jeg har angst…”

Dette ‘PRES’ synes at være et livsvilkår for ungdommen. To teaterinstruktører, Wilma Walther-Hansen & Tine Pejstrup, har sat sig for at undersøge begrebet indefra, og lade de unge selv komme til orde med improvisationer og skrevne tekster.

Projektet startede i efteråret 2021 , og herefter har der været holdt prøver på Blok X og på Teater Nordkraft. 

’PRES’ er et teaterprojekt for, med og af unge – men alle er velkomne til visningerne. 
Billetter er gratis og skal bestilles gennem Teater Nordkrafts hjemmeside.

Projektet er støttet af Kulturkantens pulje “Sund med Kultur”. I forbindelse med visningerne indsamles penge til Headspace ligesom frivillige fra Headspace medvirker i forestillingen.

 

 

 

Praktisk info

  • Arrangør
    Teater Nordkraft i samarbejde med UngAalborg, Headspace og KulturKANten.
  • Spilleperiode
    12.
    Juni -
    12.
    Juni
    2022
  • Tider
    12:00 og 15:00
  • Sted
    Teater Nordkraft
    Teglgårds Plads 1
    9000 Aalborg
  • Billetpris
    0 kr.
  • Kategori
    Unge/Voksne
Bagom
Instruktører
Tine Pejstrup & Wilma Walther-Hansen